Revision af DK2020
klimaplaner
Der er mange meninger og kontekster at tage stilling til i den grønne omstilling. Det kræver folkelig indblanding og nye udvidelser af vores demokrati. Der har allerede været gode erfaringer med klimaborgerting på både kommunalt og nationalt plan, hvor repræsentative udsnit af borgere mødes, bliver klogere på klimaproblematikkerne og i fællesskab udvikler løsninger og anbefalinger. Klimaborgerting kan benyttes, når der skal træffes svære beslutninger og man eksempelvis skal udvikle konkrete strategier for alt fra vedvarende energi til arealudnyttelse. Det vil være en stærk tilføjelse til kommunernes klimaplaner at inkorporere faste kommunale klimaborgerting med et mandat, som sikrer, at de folkevalgte byrådsmedlemmer skal behandle og indarbejde klimaborgertingets anbefalinger i deres arbejde.
Der opblomstrer hele tiden nye initiativer fra borgerne i landets kommuner, der skal fremme den grønne omstilling. Initiativer, som tager form af eksempelvis reparationscafeer, grøn fællesspisning, grønne nabofællesskaber, fælleshaver og tøjbyttemarkeder. Civilsamfundet har en enormt stærk skaberkraft og initiativrigdom, som kommunerne med stor fordel kan understøtte i den grønne omstilling. Rigtig mange af civilsamfundsorganisationerne arbejder professionelt inden for deres område, og politikere og embedsfolk bør give dem den tillid, det ansvar og den understøttelse, de fortjener. Vi foreslår, at man i alle kommuner opretter en særskilt afdeling, hvis formål udelukkende er at hjælpe civilsamfundet med det, de har brug for. Det vil sige, at afdelingen bl.a. kan agere omstillingscentral for borgerne ind til andre dele af kommunen, stille lokaler til rådighed, hjælpe med tilladelser til torvedage, udstillinger i byrummet mm.. På den måde vil kommunen ikke kun være et sted, der gør noget for civilsamfundet, men også med dem.
Unge spiller en særlig rolle i den grønne omstilling, da vi står til at skulle arve en verden i klimakrise. Dog er vi et fåtal i den demografiske fordeling, hvilket betyder, at vores stemmer sjældent vejer tungest i det traditionelle repræsentative demokrati. Men hos de unge gemmer der sig en række visioner og idéer om en grøn fremtid med gode liv inden for planetens grænser. De tanker kan kommuner være med til at fremme gennem ungeborgerting og ungeklimaråd, der ligesom de andre borgerting skal samle unge om udfordringer og løsninger på klimakrisen. Vi har allerede et nationalt ungeklimaråd og forskellige kommunale eksempler. Det skaber håb og handlekraft hos unge i de kriser, vi står over for.
Der er en enorm stor national og global opbakning til grøn omstilling. 73 % af danskerne ønsker forstærket politisk handling, og hele 72 % er villige til at bidrage med 1 % af deres månedlige indkomst i kampen mod klimaforandringer. Studiet, vi henviser til, viser, at vi som borgere er klar til at acceptere vidtgående beslutninger og ændre vores vaner og levevis markant for den grønne omstilling. Det er dog betinget af, at vi har den opfattelse, at reglerne gælder for alle. Derfor er det helt centralt, at klima- og naturpolitik i kommuner, såvel som i Folketinget og EU, sikrer, at der ikke er nogle smuthuller i lovgivningen, hvor eksempelvis stadionbyggerier, lufthavne eller bestemte virksomheder ikke skal leve op til de samme klima- og miljøkrav, som resten af kommunen. Derfor er en af de mest centrale opgaver i klimapolitik at sikre tiltagende opbakning gennem troværdig, konsekvent, demokratisk funderet og håbefuld politik.
I dag regnes afbrænding af biomasse til energiformål som CO2-neutralt. Det har en lang række eksperter dog længe været meget kritiske over for, heriblandt Klimarådet. Regner man de reelle nationale udledninger fra biomasse med, ville de svare til godt en tredjedel af Danmarks nuværende udledninger. Udledningen af CO2 fra afbrænding af biomasse er steget næsten 400 % siden 1990. Skal problemet håndteres, bør man kommunalt få medregnet udledningerne fra biomasse. Klimarådet anbefaler en emissionsfaktor på 39 kg/GJ samt at lave en nedtrapningsplan for forbruget af biomasse frem mod 2030. Meget biomasse kommer i dag fra importeret træ, og dette bør helt udfases, da både klima- og miljøbelastningerne er specielt problematiske ved denne form for biomasse.
Den grønne omstilling åbner for et mere decentralt energisystem, der kan gavne lokalsamfundet langt mere, end de fossile brændsler har gjort. Sikrer man et kollektivt ejerskab af den vedvarende energi, der etableres i kommunerne, vil lokalbefolkningen både have noget at skulle have sagt i forhold til placering og opsætning, samtidig med at de økonomiske og sociale fordele af den nye energiproduktion vil tilfalde lokalsamfundet. Vi håber, at I vil skrive disse nye typer ejerskab ind i klimaplanen for at sikre, at medejerskab og gevinster af omstillingen også tilfalder jeres kommunes borgere.
De politiske beslutninger, man tager i kommunen, bliver i dag løbet igennem en økonomisk vurdering. Vi ved dog, at der er rigtig mange andre parametre, der også påvirkes af politiske beslutninger. Det kan være alt fra sociale parametre som arbejde, indkomst, bolig og ligestilling til planetære parametre som klimaforandringer, tab af biodiversitet og ferskvandsforbrug. Det er vigtigt også at måle på disse parametre, så de politiske beslutninger kan ske på et endnu bedre og oplyst grundlag. For at gøre dette kan man implementere doughnut-modellen som styringsredskab. Den forsøger at indfange mange flere nuancer af kommunens beslutninger, som vil gavne beslutningsgrundlaget. Man kan finde inspiration fra implementeringen af modellen i Københavns kommune.
Kommunernes indkøb skal blive grønne, hvis Danmark nogensinde skal nå sine klimamålsætninger. Hvert år udleder kommunernes indkøb seks millioner tons CO2 - omtrent lige så meget som alle personbiler i Danmark. Det er således store ting, man rykker, hvis kommunerne vælger grønne løsninger i stedet for fossile. Det er essentielt, at kommunerne ikke blot kigger på den økonomiske pris, når man skal foretage indkøb i kommunerne, men også på omkostningerne for klimaet. Derfor bør kommuner hurtigst muligt indføre en intern CO2-pris på minimum 500 kroner pr. ton CO2 i alle indkøb og investeringer, der koster over en bagatelgrænse på eksempelvis 25.000 kr. Denne skal stige hen imod år 2030 til minimum 1.500 kr. pr. ton, som Klimarådet anbefaler. På den måde bliver også klimakrisen afspejlet økonomisk i kommunens valg.
Kommunens forbrug skal bruges som et langt mere proaktivt led i omstillingen. Eksempelvis bør de kommunale offentlige kantiner følge de officielle kostråd. Ligeledes kan kommunen etablere afsætningssamarbejder med danske producenter, der dyrker afgrøder efter regenerative principper. Det vil understøtte en omstilling i landbruget ved at hjælpe især små og mellemstore producenter med at kunne være sikre på, at deres afgrøder bliver aftaget. De grønne afsætningssamarbejder bør også ske på resten af kommunens indkøb. Principper som lokal-, klima- og naturvenlig produktion ville også kunne understøtte lokale arbejdspladser og et bæredygtigt erhvervsliv.
En af de mest bæredygtige måder at transportere sig selv rundt på er, når vi transporterer os sammen. I mange kommuner er den kollektive transport over en lang årrække blevet svækket, hvilket har fjernet bevægelsesfriheden for mange og gjort flere afhængige af privatbilisme. Det er vigtigt, at klimaplanen både udbygger og sikrer en effektiv og billig offentlig transport i hele kommunen. Samtidig er det også helt afgørende, at denne kollektive trafik drives af vedvarende energi. Derfor er det vigtigt, at kommunen afsætter de fornødne investeringer til at sikre kollektiv transport og sikre investeringer i grøn elektrificering af bus, tog og færger. I de lidt mere tyndt befolkede områder kan kommunen også understøtte og indføre lokale delebilsordninger, i de områder, hvor busserne ikke går så ofte.
I de fleste kommuner i dag er mobilitet defineret af privatbilisme. Rigtig mange borgere er afhængige af en privatbil for at komme rundt, og mange steder er andre måder at bevæge sig rundt på nedprioriteret. De kommende kommunale klimaplaner bør vende transporthierarkiet på hovedet, så mulighederne og sikkerheden for gående og cyklister kommer til at ligge øverst, stærkt fulgt af den kollektive transport. Det vil kræve politisk prioritering, redesign af mobilitetsruter og investering i supercykelstier såvel som busafgange. Men det er samtidig helt centralt for at sikre bæredygtig transport, menneskelig sundhed og undgå trængsel.
I dag fylder veje og parkeringspladser samlet set en betydelig del af mange kommuners areal. For at sikre flere levende offentlige rum og attraktive områder for mennesker at bo i må asfalt i byen vige for parker, byhaver og grønne torve. Det vil gøre det mere attraktivt for mennesker at bevæge sig klimavenligt rundt i byen på cykel og gåben og skabe langt mere levende byer. Samtidig bør man sikre sig, at der på de landlige egne som udgangspunkt ikke bare bygges flere veje, der gør krav på mere areal og forurener med drivhusgasser og ressourcetræk fra både anlæg og transporten på dem. Danmark er allerede et af de lande i EU med mest vej per indbygger, så det er virkelig vigtigt, at tænke sig om, før man bygger nye veje. Ligesom med nye vedvarende energianlæg er dette noget, som et bredt og repræsentativt udsnit af kommunens borgere bør være involveret i beslutningerne af gennem eksempelvis klimaborgerting.
Mange kommuner ejer i dag jord lige i perimeteren af byerne, som ofte forpagtes ud til industrielt landbrug. For at vi kan dyrke fødevarer inden for naturens grænser, bliver vi nødt til at forstå, hvor den mad, vi spiser, kommer fra. Kommunen kan understøtte et sundere forhold til vores fødevarer ved at forpagte kommunale jorden enten inde i byen, eller i perimeteren ud til regenerative producenter, som kan dyrke lækre grøntsager - også tæt på byboen. Et nyt forhold til vores mad er også nødvendigt i de mindre befolkede områder. Her er det dog ofte lettere at få adgang til jord tæt på, hvor folk bor, hvorfor det ikke kræver den samme grad af kommunal understøttelse. Nødvendigheden af at omlægge landbruget, og hvorfor det er vigtigt, at vi får et bedre forhold til vores fødevarer, har vi skrevet mere om i bogen Levedygtigt Landbrug. I bogen skriver vi også om, hvordan en omlægning af landbruget kan være med til at gøre det attraktivt for flere, også unge, at bo på landet.
Naturen i Danmark og verden er under et enormt pres, og vi befinder os i, hvad naturvidenskaben kalder Den sjette masseuddøen. Det truer grundlaget for opretholdelsen af den globale civilisation, vi kender i dag. Kommunerne forvalter en stor del af Danmarks areal og har dermed et ansvar for at bekæmpe tabet af biodiversitet. Et helt centralt element er at give naturen plads til kun at være natur. Derfor skal kommunerne sammen med store jordejere og staten arbejde for at sikre 30 % beskyttet natur i Danmark på land og i vand. Kortlægning og kontinuerlige målinger for en grønnere kommune, skal hjælpe med at belyse og understøtte arealomlægningen. Arealerne skal være store, diverse og sammenhængende. Kommunerne bør sikre, at der også i byer, langs veje og på marker er åndehuller til naturen. Det kan ske bl.a. ved hjælp af flere træer og vilde parker, men vi har brug for at ændre vores syn på, hvad ‘flotte byer’ er. Vi må give plads til større grønne områder i vores byplanlægning og lade asfalt vige for græs og vilde planter i alle byens små afkroge. I landdistrikterne bør der laves flere naturhegn og gives plads til små vandhuller og vildt liv de steder, hvor der dyrkes landbrug. Udover at løse den bundne opgave om at modvirke biodiversitetskrisen vil tiltagene gøre byerne og landet grønnere, hvilket samtidig er med til at øge trivslen for mennesker, mindske luftforureningen og nedkøle byerne.
I Danmark har vi omtrent 8.754 kilometer kyst, men kommunegrænserne stopper ved kysterne, hvilket betyder, at kommunerne ikke har et incitament til at forvalte havet på bæredygtig vis. Kommunale tiltag som for eksempel stenrev og udplantning af ålegræsskove skal tælle med i kommunens CO2-opgørelse. Kommunerne vil dermed også have brug for at lægge en strategi for bæredygtig kystforvaltning. Den bør indbefatte, at man gennem lovgivning og opkøb af landbrugsjord øger afstanden fra marker til vandløb og åer for at få livet i fjordene og havet tilbage. Derudover bør kommunerne sikre, at deres spildevandsanlæg har reservekapacitet til store regnskyl, sådan at der ikke ledes urenset spildevand ud i havet.
Reklamer påvirker os som individer og sørger for at opretholde et fortsat stigende forbrug, samtidig med at reklamernes indhold bliver normaliseret, når det tillades, at de fylder i det offentlige rum. En analyse fra 2020 estimerer, at alene reklamer for biler og flyrejser øger danskernes forbrug i så høj grad, at danskernes årlige CO2-udledning stiger med mellem 314.000-943.000 tons. Der findes allerede et forbud mod at reklamere for tobaksprodukter. Mange andre byer har allerede indført lignende tiltag mod fossile reklamer. Kommunerne kan og bør forbyde fossile reklamer, det vil sige reklamer for den fossile industri (herunder bl.a. virksomheder inden for kul-, olie- og gassektoren) og reklamer for fossile produkter (herunder bl.a. flyrejser, cruises, motorcykler samt benzin- og dieselbiler), på det reklamebærende udstyr, som kommunen ejer. Dette indbefatter eksempelvis busstoppesteder, digitale reklamestandere, stilladser og bygninger med reklameskilte. På den måde vil man også frigive bybilledet til natur, kunst og andre tiltag, som medvirker, at beboerne i byerne kommer hinanden mere ved frem for at blive lokket af virksomheder til konstant at forbruge.
Det har en betydelig klimagevinst, når vi vælger at bo på mindre plads. Det kan kommunen støtte gennem sin klimaplan. Ved at indføre eksempelvis “Bo mindre-fradrag” kan man få en økonomisk gevinst ved at bo på færre kvadratmeter. Samtidig kan kommunen sikre, at reglerne for at dele boliger bliver langt simplere og lempelige, ligesom at kommunen kan prioritere at renovere udtjente sygehuse, skoler og andre kommunale bygninger til kollektiv beboelse. Alt dette vil betyde, at det vil blive nemmere at etablere alt fra kollektiver til seniorbofællesskaber, hvor flere ønsker at bo sammen.
Alt fra international transport til planer om opsætning af solceller og sammenhængende naturarealer påvirker kommuner. Alligevel er det ikke ting, som kommunen har beslutningsmyndighed over. Derfor bør de kommunale klimaplaner også indbefatte en strategi for, hvilke emner og positioner man ønsker at bringe videre til andre organer, der har beslutningsmandatet over disse ting - lige fra Folketinget til FN. På den måde kan kommunen være med til at løse gotiske knuder af beslutninger, der kan åbne nye udviklingsmuligheder for kommunens virke.
Byggebranchen i Danmark har været proaktive, når det kommer til den grønne omstilling. Mere end 600 store og små aktører fra sektoren er gået sammen om et initativ under navnet Reduction Roadmap, der skal sikre byggepolitik indenfor klimavidenskaben og Parisaftalen. Som kommune bør man tilslutte sig initiativet fra sektoren, der vil ændre grænseværdien for udledningen fra nybyggeri til maksimalt 5,8 kg CO2-ækvivalenter per m2 per år i 2025. Dermed vil kommunen være med til at presse på for et nyt bygningsreglement for 2025, der er indenfor planetens grænser.
De næste årtier kommer erhvervslivet til at ændre sig markant - fossile jobs bliver nedlagt og grønne jobs bliver skabt. Den grønne omstilling skal være retfærdig, og derfor er det nødvendigt, at kommunerne støtter og hjælper borgere med at efteruddanne sig, sådan at de kan skifte til mere bæredygtige jobs. Derfor skal der indføres kommunale indsatser specifikt til at hjælpe folk med overgang fra fossile til grønne jobs samt indsatser for etablering af flere grønne arbejdspladser evt. i samarbejde med relevante a-kasser. Der er desuden meget, der tyder på, at kortere arbejdsuger er gavnlige for både menneskers trivsel og klimaet. Derfor bør kommunerne forsøge at udbrede standarden om en 30 timers arbejdsuge i alle de organer, hvor det i dag ville være muligt. På den måde kan flere få tid til både at yde og nyde i den grønne retfærdige verden, som vi er i gang med at skabe.