Der er et nyt stort oliefelt på vej i Nordsøen – og det skal stoppes

For den almindelige dansker kan det nok komme som en overraskelse, men der er et nyt stort oliefelt på vej i den danske del af Nordsøen. Lige nu sidder Energistyrelsen og er ved at godkende den britisk-schweiziske plastik- og kemikalie-gigant INEOS’ planer om at genoplive Hejre-feltet – det felt som i 2016 fik DONG til at droppe sine olie- og gas-aktiviteter i Nordsøen. 

‍

Nordsøaftalen 2020

Det lød ellers som om det var slut med nye olie- og gas-”eventyr” i Nordsøen da Dan Jørgensen og forligspartierne kom glade ud af forhandlingslokalet en corona-decemberdag i 2020. Den nye Nordsøaftale satte nemlig en slutdato for olie- og gasproduktion i Danmark og aflyste den ottende og alle kommende statslige udbudsrunder. Derudover blev et “åben dør”-område lukket, mens resterende regler på området blev fastlåst, som man dengang udtrykte det.

Slutdatoen skulle bruges til at påvirke andre lande til også at sætte et punktum for deres olie- og gasproduktion, bl.a. igennem “Beyond Oil and Gas Alliance” (BOGA). At Danmarks slutdato blev sat til et årstal så langt ude i fremtiden at olie- og gasproduktionen ifølge prognoserne ville være nærmest nul, var der kun få der sagde højt.

“Åben dør”-områdets lukning var ligegyldigt da der aldrig var fundet olie eller gas i kommercielle mængder i det område (et område som strækker sig fra 6 grader 15 minutter østlig længde og hele vejen ind over fastlandet og ud i Østersøen). Alle kommercielle (altså rentable) fund i Danmark er vest for den linje. 

At alle resterende regler på området blev fastlåst, var til gengæld dét som fik olie- og gas-branchen til at smile lige så bredt som Dan Jørgensen. Det betød nemlig at de kunne få fred til at hive olie og gas op af Nordsøen de næste 30 år uden at ændre i deres planer. Slutdatoen i 2050 gjorde ikke det store idet de kendte reserver til den tid alligevel ville være indvundet.

Dan Jørgensen udtalte nogle dage senere at aftalen havde “en fin balance mellem signalværdi og ny produktion”. 

‍

Lad olien blive i jorden

At åbne nye olie- og gasfelter – uanset om de er nye-nye eller, som Hejre, blot genoplivet efter at være lagt i graven (i en sådan grad at de end ikke har talt med i Energistyrelsens prognoser over reserver de sidste mange år) – er selvsagt en elendig ide i den tid vi lever i. Det Internationale Energiagentur har for længst meldt ud at der ikke må åbnes nye olie- og gasfelter efter 2021 hvis vi skal holde os inden for målene fra Paris-aftalen. Selv for at overholde to-gradersmålet skal store dele af de kendte kul-, olie- og gas-reserver blive i jorden. Og nye fund skal naturligvis også blive hvor de er for ikke at forværre klimakrisen yderligere.

Hvis det bliver til noget vil Hejre-feltet kunne give 100 millioner tønder olie-ækvivalenter (det vil sige tønder olie plus gas omregnet til tønder olie), hvilket ved afbrænding vil medføre en CO2-udledning på cirka 35-36 millioner ton CO2. Det har atmosfæren absolut ikke brug for.

‍

Hejre-historien indtil nu

Hejre-feltet blev fundet i 2001 af Phillips Petroleum i en dybde af 5.200 meter i den nord-vestlige del af den danske del af Nordsøen. Det var dengang den dybest liggende olieforekomst man havde fundet i den danske del af Nordsøen, og den dag i dag er der stadig ingen produktion fra så dybtliggende reservoirer i Danmark. 

Da Phillips i 2004 solgte ud af sine danske aktiviteter, tog DONG over. DONG var dengang statens aktør i Nordsø-projekter og blev efter opkøbet operatør på Hejre-licensen. 

I årene efter satte DONG et projekt i gang, som efter planen skulle være et storstilet flagskibsprojekt. Det skulle vise retningen for fortsættelsen af “olieeventyret”, som på det tidspunkt ellers havde ramt toppen og var på vej ned igen, med såkaldt “modne” (dvs. gamle og halvtomme) felter og slidte anlæg og platforme. 

Det der skulle give nyt liv til “eventyret” var, at Hejre-feltet skulle være det første HPHT-felt i den danske del af Nordsøen. HPHT står for “High Pressure and High Temperature” og var et “nyt territorium” for dansk olieindvinding. Hvis det lykkedes DONG at hente olie op fra over fem kilometers dybde (hvilket er to-tre kilometer dybere end andre producerende felter i den danske del af Nordsøen), var der nemlig adskillige andre felter som stod i kø til at blive udnyttet.

HPHT-felter er, som navnet angiver, ganske risikable på grund af det høje tryk og de høje temperaturer. I Hejres tilfælde er oliens temperatur i reservoiret ca. 160 grader celsius, mens trykket er 1.010 bar. Faren ved denne type felter er at reservoiret tømmes hurtigere end højereliggende reservoirer, hvilket øger risikoen for pludselige deformationer af kammeret. Dette kan deformere borerørene på en sådan måde atgas og olie kan finde vej op på ydersiden af røret og forurene havet med olie eller atmosfæren med ubrændt metan. Det skete i 2012 i det britiske Elgin-felt hvor flere millioner kubikmeter metan fossede ud i 50 dage før udslippet blev stoppet. 

Selvom Hejre ikke endte så galt, blev “eventyret” og flagskibsprojektet noget af en fuser for DONG. De havde ellers etableret en såkaldt “jacket” – en 8.500 ton tung stålkonstruktion som står på havbunden 60 meter under overfladen og stritter 25 meter op i luften. Derefter havde de lagt 90 kilometer olierørledning sydpå til platformen Gorm E (hvorfra olien skulle sendes i rørledning til land) og 24 kilometer gasledning østpå (hvor den blev koblet på gasrørledningen til land). Og endelig havde de boret fem HPHT-brønde i fem kilometers dybde og midlertidigt lukket dem af igen. 

Men så viste det sig at den “topsides” (dvs. platform) de havde bestilt, var blevet adskillige år forsinket, adskillige milliarder dyrere og adskillige tusind tons tungere end planlagt. I 2016 opsagde DONG derfor kontrakten med platforms-producenten og satte Hejre-projektet på pause. 

I maj 2017 kastede DONG håndklædet helt i ringen og frasolgte alle sine olie- og gas-aktiviteter i Nordsøen, på nær rørledningerne, og skiftede siden navn til Ørsted. INEOS købte DONGs aktiver, heriblandt Hejre-projektet, og gik så i gang med at finde en måde at få olien op derfra. 

I slutningen af 2020 mente INEOS at de havde en rentabel plan: at koble en ubemandet Hejre-platform (som derfor ville være mange tons lettere end DONGs planlagte platform som indeholdt både indvindings-, behandlings- og beboelsesfaciliteter) med en lang rørledning til deres eget Siri-felt. Dette projekt blev dog droppet året efter da INEOS opkøbte olieselskabet Hess Denmark, som var operatør på Syd Arne-feltet der ligger 30 kilometer sydøst for Hejre. 

Herefter udviklede INEOS en plan om at koble en ubemandet indvindingsplatform på Hejre til Syd Arnes behandlingsplatform via en ny, 30 kilometer lang rørledning til både olie og gas samt strømforsyning fra Syd Arne til Hejre. På Syd Arne skal olien og gassen fra Hejre behandles sammen med Syd Arnes egen (samt olie og gas fra Solsort-feltet), hvorefter olien opbevares i en 87.000 kubikmeter stor tank på havbunden, hvorfra olien lastes på tankskibe og sejles i land, mens gassen sendes til land via en eksisterende rørledning.

Hvorfor INEOS ikke vil gøre brug af de 90 kilometer olierørledning og de 24 kilometer gasrørledning, som findes fra Hejre-feltet i forvejen, står hen i det uvisse. Endvidere kan det bemærkes, at INEOS ingen erfaring har med at drive HPHT-felter, heller ikke fra andre dele af Nordsøen.

‍

En plastik- og kemikalie-gigant på eventyr

Eventyrlysten i den danske del af Nordsøen har ellers været nedadgående i årtier. Produktionen toppede i starten af nullerne, og i 2016-2017 droppede den ene af de store danske aktører, DONG, som sagt olie- og gas-ævredet. Snart derefter, men først efter at have forhandlet en lukrativ fortsættelse af forholdene for operatører i Nordsøen igennem med den danske stat i 2017, droppede også Mærsk Oil & Gas deres aktiviteter idet de frasolgte deres licenser og anlæg til det franske selskab Total for cirka 47 milliarder kroner.

Siden da har der kun været udenlandske operatører på de danske olie- og gasfelter i Nordsøen, omend danske Danoil stadig har lidt procenter i nogle projekter og Nordsøfonden, på den danske stats vegne, indgår med 20% i de fleste licenser. Men i hovedsagen er aktiviteten i den danske del af Nordsøen på udenlandske hænder, hvoraf en stor del er en underafdeling af kemikalie- og plastikgiganten INEOS. 

Plastik-branchen er generelt i krise over udsigten til skiftet fra olie til vedvarende energi da de bruger olie som råvare. De vil derfor gerne blive ved med at hive olien op af jorden, og i INEOS’ tilfælde har de kastet sig ud i decideret olie-indvinding offshore for at sikre deres forsyningskæder. De satser også på at få del i Carbon Capture and Storage-markedet (og de statsstøttekroner der er afsat dertil), da dette kan forlænge levetiden på deres forretninger i Nordsøen så de ikke brænder fingrene på deres offshore-investeringer. 

Det ser ikke ud til at give INEOS skrupler at plastikforurening miljømæssigt er et ligeså stort problem i vores mange økologiske kriser som fossile brændsler.

‍

Stop Hejre: Et demokratisk problem

Udover at der selvfølgelig ikke skal åbnes nye olie- eller gasfelter generelt er der mange andre problemer med Hejre-projektet. Vi har allerede nævnt de 35 millioner ton CO2, risikoen der er forbundet ved HPHT og INEOS’ mulige bevæggrunde. Men derudover er der også et demokratisk problem i at afgørelsen alene ligger hos Energistyrelsen. Beslutningsdueligheden er delegeret hertil fra klima-, energi- og forsyningsministeren som desuden, i kraft af bemyndigelseslovgivning, har beføjelser til at træffe den slags beslutninger uden at inddrage Folketinget. De folkevalgte skal blot holdes orienteret. 

Alt dette virker ikke mindre problematisk i lyset af at Energistyrelsen ifølge en rapport fra Kammeradvokaten fra 1988 til 1995 og igen fra 1999 til 2022 har godkendt olie- og gasprojekter i Nordsøen på fejlagtigt, ufuldstændigt, mangelfuldt eller forældet grundlag ifølge en undersøgelsesrapport. Undersøgelsen blev godt nok sat i søen på Energistyrelsens egen forespørgsel, men alligevel: Deres VVM-praksis (Vurdering af Virkningerne på Miljøet) har ikke været efter bogen i 30 af de 34 år hvor EUs VVM-regler har været gældende. 

‍

Så hvad kan vi stille op?
Vi kan råbe op om at Danmark fra næste år vil være EUs største olie-producent, at Danmark øger sin fossile produktion på trods af den folkelige fortælling om at være grønt foregangsland og på trods af politikernes narrativ om slutdatoen og udfasning, at flere nye olie- og gasfelter er på vej og at atmosfæren ikke kan holde til mere.

Vi kan forsøge at ryste stolebenene under olie-cheferne ved at påvirke vores folkevalgte politikere og opfordre dem til at tage et ekstra kig på Nordsø-aftalen og se om ikke smuthullerne burde blive lukket og om ikke man burde flytte slutdatoen tættere end 2050. 

Hvis vi kan få “fastlåsningen af de resterende regler på området” til at virke mindre fastlåst, og dermed give mindre “trygge” arbejds- og investeringsforhold for olie- og gasselskaberne, kan det være at vi måske skræmme nogle aktører fra at påbegynde nye projekter i den danske del af Nordsøen. 

Om ikke andet kan vi prøve at forsinke olieselskabernes projekter: Jo kortere tid de har til at hive olien og gassen op af undergrunden, jo mere risikerer de at spilde penge på felterne. Og jo længere tid der går, jo mere drejer det grønne moralske kompas sig væk fra yderligere fossil produktion og hen mod en fossilfri fremtid.

‍

Det kan godt lade sig gøre.

Vi gjorde det med “mini-udbudsrunden” for Elly-Luke-feltet! 

Nu siger vi: #StopHejre!