Når en finansiel krise truer bliver forsiden ryddet, imens den biodiversitetskrise vi har befundet os i længe bliver henvist til bagsiden.
Jeg har sat mig selv i hjemmekarantæne med mild hoste og snotnæse, fordi vores statsminister har bedt mig om det. Med sine alvorstunge øjne, skinnende ud gennem min computerskærm, har hun, regeringen og resten af folketingets partier, ændret min virkelighed på få dage. Situationen er alvorlig. Folk vil dø. På under en uge er hele min hverdag gået i stå, og det samme er samfundet omkring mig. Som del af en generation, der aldrig har oplevet krig i mit nærområde, virker tiltagende drastiske. Alligevel gør vi, som der bliver sagt. Vi gør det, fordi vi vurderer at konsekvenserne ved at lade være, er større end konsekvenserne ved at finde sig i regeringens tiltag.
Vi tror på Mette Frederiksen, når hun siger, at manglende handling vil have fatale konsekvenser. Vi kunne lige så godt have været uenige og gjort oprør, men det gør vi ikke. Og det er ikke på baggrund af fuldt ud dokumenteret viden, at vi lystrer. For den viden har ingen. Om tiltagene virker, indrømmer statsministeren selv, er endnu uvist.
At vi lystrer er et bevis på, at vi er klar på at ofre, når bare situationen er alvorligt nok.
Når coronakrisen er overstået, vil vi stå i et nyt samfund, der ved hvad det vil sige, at gennemleve en krise. Derfor bliver det enormt interessant at se, hvordan vi kommer til at håndtere den allerede igangværende biodiversitetskrise. Her mangler nemlig hverken viden eller håndgribelige tiltag.
Vi står midt i den sjette masseuddøen, og den vil ikke kun ramme ældre og udsatte. Alle toneangivende forskere på området er enige, og hvis vi ikke snart handler, vil økologiske tipping points overskrides, og hele populationer af dyr og planter vil kollapse. Dette vil få enorme konsekvenser for os mennesker. Områder vil blive ubeboelige og fødevaresikkerheden vil blive ustabil. Nye sygdomme vil vise sig, og variationen af planter, der udnyttes i udviklingen af ny medicin vil falde. Den naturlige rensning af vores grundvand vil være i fare.
Naturens krise er vores krise.
Alt dette ved ministrene, og alligevel reageres der ikke med blot en brøkdel af den alvor, der i disse dage præger vores hverdag. Det skal kunne betale sig, siger de. Ligesom tiltag mod coronavirussen lige nu kan betale sig? Samfundsøkonomien bløder, og flere vil stå uden job, når det hele er forbi. Men det finder vi os alle i, fordi situationen er så kritisk. På samme måde er biodiversitetskrisen kritisk. Dens konsekvenser ligger blot længere ud i fremtiden. Derfor bør regeringen reagere og være klar til at ændre samfundet, når arter uddør på grund af vores livsstil. Dyr og planter skal have plads, og derfor skal landbrugsjord og skov tages ud af produktion. Det er en rimelig lille samfundsændring i forhold til den igangværende nedlukning af vores land. Derfor bør vi civile også reagere. Ligesom når vi i coronakrisen accepterer statens tiltag, fordi vi mener, det vil gavne os i sidste ende, bør vi også reagere, på statens manglende tiltag i biodiversitetskrisen.
Fordi det i sidste ende kun vil skade os at lade være.
Indholdet i blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Skribenten har ansvar for at fakta-tjekke.