Kære jer, der er dukket op her i dag.
Jeg hedder Mette, og jeg er aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse. Jeg har fået lov til at sige lidt om DGUBs politiske erklæring, vores fremtidsvision her i dag. Vi har forsøgt at skrive en green new deal. Og navnet på den er En Grøn Retfærdig Fremtid. Den optegner en fremtidsvision for 14 områder af vores samfund og de valg, der kan føre os derhen. Den udkommer faktisk også som en bog om et øjeblik, og det er faktisk titlen, jeg vil dvæle lidt ved med jer de næste minutter.
For de tre ord: Grøn, retfærdig og fremtid er for mig helt essentielt for, hvorfor jeg personligt står her i dag, men også essentielt for, hvordan jeg vil opfordre politikernes første skoledag og det forestående folketingsvalg til forholde sig til.
Og jeg må starte med at erkende, at jeg har været sådan lidt småtræt af ordet grøn i den sidste tid. Og det er ikke ordet i sig selvs skyld.
Men jeg synes, at det er nogle banditter, der har taget det ord liiiidt for meget til sig. Jeg tænker på alt fra rejseselskaber der sælger grønne flyrejser, grønt grisekød og journalister der ikke stiller spørgsmål ved, når politikere siger, de er grønne.
Og en af de fremtrædende eksempler fra den sidste valgperiode var, at regeringen indgik en aftale, som de gav navnet ”grøn skattereform”.
Problemet med den grønne reform var, at den bestod af en skatterabat til Danmarks de facto største CO2-udleder Aalborg Portland og sikrede ikke et beløb på afgiften, der er højt nok i forhold til hvad økonomer, vismænd og Klimarådet har vurderet var nødvendigt. Ik så grønt, må jeg sige. Men “grøn”.
Slår man ordet op i en ordbog står der noget ala: Grøn er en farve som fx frisk græs. Farven symboliserer især håb, frodighed, trivsel og oprindelighed.
Grøn omfatter farvenuancer mellem blå og gul, dvs. med bølgelængde mellem 490 og 570 nanometer. Altså ordbogen er noget mere konkret i sin definition. Grøn er noget, man kan se, det kan måles og så symboliserer det nogle ting, som jeg synes, at den her bevægelse er garant for.
For det virker ikke til, at politikerne helt forstår, at når man kalder sig grøn eller kalder sin politik grøn, så er vi nogle, der forventer, at de rent faktisk gør noget for at bremse klima- og biodiversitetskrisen. Men det er måske bare mig. Jeg synes, vi skal tage ordet tilbage.
Det andet ord i vores erklæring er retfærdig. Og det er egentlig lidt ambivalent, det kan være i kender det, at det første jeg tænker på, når jeg tænker på retfærdighed er alt det, der i dag ikke er retfærdigt. Det er ikke retfærdigt at den rigeste 1 % i verden udleder over dobbelt så meget co2 som de fattigste 50 %, og det er heller ikke retfærdigt, at dem der har udledt og overforbrugt allermindst, er dem der rammes hårdest af de nuværende klimaforandringer.
Og det forholder vi os til i En Grøn Retfærdig Fremtid. For fordelingen i et samfund og i verden skal være mere retfærdig i alt fra uddannelsesmuligheder, løn, adgangen til magten, muligheden for grønne jobs og i adgangen til undervisning i klimaforandringer.
Det sidste ord er fremtid. Og fremtiden bliver i det politiske landskab tit målt i tal. I min barndom talte politikere konstant om 2020-planer. Nu er det 2030, 2050 og endda 2070, der er året hvor Danmarks historiens største fossile anlægsprojekt, Lynetteholmen skal stå færdig. Buh.
Min vestjyske far har altid haft et par enkelte one-liners, som han kunne bruge, når nogle af hans fem børn forsøgte at blive lidt for hypotetiske eller fremadskuende: Han siger nemlig, at fremtiden er svær at spå om. Og det har han jo ret i. Desværre kan man sige, at de klimaforskere der siden 70’erne har forsøgt på alverdens måder at råbe op fik ret i deres fremskrivninger. Og at dem der sagde, at forskernes konklusioner og forskning var spådomme er blevet til grin.
For de økologiske kriser rammer, som vi ved, allerede mange steder i verden med de globale nuværende 1,1 graders temperaturstigning har bragt tørke, sult, storme, orkaner og oversvømmelser med sig.
Men fremtiden som vi forsøger at formulere den i erklæringen er værd at kæmpe for. Et samfund, der er grønt, regenerativt og til gavn for mennesker og natur. Et samfund der ikke bidrager til klimaforandringer, men er modstandsdygtigt. Et samfund der ikke skaber mere uretfærdighed mellem dem der har mindst og dem der har mest.
Og i dag på folketingets åbning, hvor politikerne er i fuld gang med en valgkamp, så ved jeg, at de vil sige, hvis de læser erklæringen, at det er alt for urentabelt, urealistisk og urealiserbart.
Til det vil jeg bare sige. Vi har masser eksempler fra danmarkshistorien på visioner og kampe, der har virket komplet umulige, som alligevel har forandret samfundet til det bedre.
Da Danmark gik statsbankerot i 1813 blev vi enige om gratis skolegang for alle børn var en investering i fremtiden og i det gode liv. Det var dyrt og næsten umuligt, men vi vurderede, at det var værdifuldt. Senere fik vi en grundlov og et demokrati. På samme måde håber jeg, at tanker som En Grøn Retfærdig fremtid bliver et af de første skridt, der markerer et nybrud i måden, vi tænker og forholder os til klimakrisen. Og konkret, hvordan vi fører klimapolitik i Danmark.
En grøn retfærdig fremtid er værd at kæmpe for.
Indholdet i blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Skribenten har ansvar for at fakta-tjekke.
