Klimakamp & Gruppepres

For snart 2 år siden flyttede jeg til København. Det var sommeren 2018, hvor Danmark var ramt af hedebølge.

Vi slæbte alle mine Ikea møbler op på fjerde sal i næsten intet tøj, mens jeg håbede på, at jeg ikke mødte en nabo. Det bedste jeg vidste, var at ligge med alle mine vinduer åbne og lytte til fuglenes sang fra det store træ uden foran mit vindue. Dog har fugle det med at trække. Mit naturlige symfoniorkester forstummede med frostgraderne, og vinteren indtrådte. Fuglene var væk, og jeg affandt mig med årets gang. Årstiderne skifter, og det samme gør fuglesangen. Indtil i vinters.

Jeg havde læst et sted, at det var godt at sove med åbent vindue om vinteren, så det begyndte jeg at gøre. De første par nætter lagde jeg ikke mærke til så meget, men en aften, hvor jeg ikke rigtig kunne falde i søvn, hørte jeg det. Jeg stod og lyttede. Lyttede til en tone fra den enlige fugl, der som en slags stædig musiker insisterede på at blive ved med at spille.
Men den burde ikke være der. Det er vinter. Det burde være koldt, og fuglene langt borte under varmere himmelstrøg. Fuglens tilstedeværelse satte gang i tankerne. Er det den varme vinter? Har nogle hængt noget mad ud til den? Som nætterne gik fortsatte fuglen.  Hver gang jeg hørte den gjorde mig usikker. Den gav mig samme følelse, som hvis man gik ned af en mørk gade uden mennesker. 

Fuglen blev et symbol. Et symbol på mine tankers dystopiske vandring. Et symbol på alt det usikre ved fremtiden. For den fremtid, som er blevet til nutid med tørke i Danmark, ødelæggende skovbrande over hele verden og verdensledere, der ikke tager ansvar for vores generations største krise.
Problemet ser bare ud til at blive større og større. Men hvorfor gør vi så ikke mere? Ja – det spørgsmål er der nok mange, der har stillet sig selv. Er det mon afstanden til problemerne? Er det, fordi vi ikke kan føle dem på vores krop? Eller fordi en anerkendelse af problemernes omfang ville være en anerkendelse af enden på vores civilisation, som vi kender den? Så hvad gør vi ved denne meningsløshed og apati, som flere og flere føler hver dag? Måske vi skulle kigge indad. Hvornår har vi handlet eller gjort noget, som vi måske egentligt ikke ville falde os naturligt, men som vi gjorde alligevel, fordi vi ikke ville føle os udenfor?

‍

Du kender måske endda følelsen.

Mange i din omgangskreds begynder på en bestemt ting. Køber en bestemt type tøj. Spiser en speciel type mad. Når I er ude, taler de om det, uden du er i stand til at være med i samtalen. Du føler dig udenfor. Du begynder måske at gøre som dem. Købe det dumme mandolinjern, så du også kan snakke med om fintskårne grøntsager. Og vupti, gruppepres fik dig til at tage et valg, som du måske ikke ellers ville have taget. Måske skulle vi derfor begynde at se gruppepres positivt. Vi virkelighedens verden har der i hvert fald tit virket. Alle store politiske sejre fra borgerretsbevægelsen til arbejderbevægelsen i Danmark kom på baggrund af ”gruppepres” fra befolkningen. Det kan vi måske i dag ligeledes se på Christiansborg. For et år siden var der nærmest ingen partier, som gik ind for 70% reduktion, men nu går næsten alle partier ind for det. Gad vide, hvordan det gik til? Mon der var nogle, der samlede sig i store mængder på gader og stræder og pressede politikerne til at flytte sig? Politikere er og bliver let påvirkelige, og måske nogle af de mennesker, der bliver påvirket mest af gruppepres. Så når vi vælgere, vælger at presse politikerne til at bevæge sig et bestemt sted hen, så gør de det nok også. For ingen vil føle sig udenfor.

 Men hvad er det egentligt, der får gruppepres til at virke? Er det fordi, vi er flokdyr, som ikke kan tåle at være alene? Er det vores frygt for at skille os ud? Spørgsmålet har nok mange svar, men jeg tror, at gruppens symboler er vigtige. For når vores tanker og følelser først er blevet et symbol, ligesom med min fugl, er de meget lettere at holde fast i. Og vi har brug for fast symboler, når vi skal presses til at handle. Det kan være en leder, en ting eller en sag. Det er derfor, Gretha Thunberg er så effektiv. Hun er et symbol en stor gruppe mennesker kan samles om og handle ud fra. Så når vi skal skabe klimahandling i fællesskab, må og skal være der noget, vi kan samles om. Noget, hvor vi kan danne et fællesskab omkring, hvor folk føler, de bliver nødt til at være med for ikke at fremstå som anderledes.

Så hvis du sidder derude, og har hørt en lille fugl synge om kald til klimakamp, så er tiden nu. Du må og skal påvirke dig og dine omgivelser. Hver konkret, tal folk op og bevar troen på fremtiden. En fremtid, hvor vi skal mere end en klimalov.