Regeringens demokratiske svigt - Endnu et tabt år

Folketingsvalget i 2019 var et historisk valg. I løbet af den fire uger lange valgkamp kom klimaet for alvor på dagsordenen. Miljø- og klimapolitik var det absolut vigtigste område for vælgerne, klima var det mest omtalte emne, og en uge inden valget samlede op imod 40.000 borgere sig foran Christiansborg for at demonstrere i klimaets navn. Det hele kulminerede den 5. juni, der blev til det, der omtales som Danmarks første klimavalg nogensinde.

Danskerne havde gjort brug af det ultimative demokratiske redskab, og Danmark fik sin første regering valgt på et grønt mandat. Det vakte glæde og håb hos mange af os. For nu måtte der da endelig bliver rykket på den grønne dagsorden. Nu måtte vi da endelig se noget seriøs klimapolitik. Men efter to år er der ikke grund til megen glæde. Endnu et folketingsår med Mette Frederiksens regering i spidsen er ved at lakke mod enden. Endnu et år uden initiativer og aftaler, der viser vejen mod 70%-målet. Endnu et tabt år, hvor regeringen har svigtet befolkningen.

For den folkelige opbakning til den grønne omstilling er stadig stor. Den Grønne Tænketank Concitos’ årlige klimabarometer fra september viser, at langt størstedelen af danskerne ser klimaforandringer som et alvorligt problem og ønsker politisk handling. I slutningen af april afleverede Klimaborgertinget 117 anbefalinger til regeringen og Folketinget. Disse indebærer bl.a. CO2-afgifter, elektrificering af den offentlige transport, en mere offensiv udtagning af lavbundsjorde og en reduktion af kødproduktionen. Klimaborgertinget gør det klart, at politikerne tager for lidt ansvar. At 99 tilfældigt udvalgte borgere kommer med så progressive og ambitiøse anbefalinger, sætter en tyk streg under, hvor presserende et problem dette er for befolkningen, og hvor stor viljen til den grønne omstilling er.

Det virker derfor som en hån mod befolkningen, når regeringen ikke bruger deres grønne mandat til at gøre løfter til handling. Mette Frederiksen fodrer os af og til med store ord for at stille vores klimasult. Hun har flere gange takket os unge for vores indsats og med alvorlig mine gjort klart, at ungdommen svigtes, hvis ikke klimakrisens udfordringer løses. Men det er tomme ord, der klinger hult i lyset af, at samtlige af regeringens aftaler er utilstrækkelige for at levere de nødvendige CO2-reduktioner. Hver gang rammer regeringens handlinger som en mavepuster, der tømmer ens krop for troen på fremtiden. De har efterhånden leveret så mange skuffende resultater, at jeg og mange andre ikke længere bliver overraskede over mildest talt utilstrækkelige aftaler. Nej, vi forventer det nærmest. Og hvad siger det egentlig om demokratiets tilstand, at vi, befolkningen, forventer, at magthaverne ser stort på vores ønsker? I mine ører ringer alarmklokkerne.

Vi ved det nok godt alle sammen, men lad mig lige gøre brug et gammelt trick og kigge på den egentlige betydning af ordet demokrati: Folkestyre. Det er altså folket, og ikke en lille gruppe magthavere, der styrer landet. Flertallet bestemmer med hensyn til mindretallet. At vi af praktiske årsager har et repræsentativt demokrati, burde ikke rykke ved den grundlæggende tanke, at magten ligger hos folket. Det er derfor dybt problematisk, at dennes vilje ikke kommer til udtryk i regeringens klimapolitik. Befolkningen bliver stillet uden for indflydelse, og regeringen løber fra deres demokratiske ansvar. Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der føler frygt, magtesløshed og nedværdigelse. Man reduceres til en ubetydelig borger, hvis ord ikke har betydning i det politiske maskinrum.

I sin tale ved Folketingets åbning i 2020, sagde Mette Frederiksen, at utålmodighed skal omsættes til handling. Men vi venter stadig. Det er på tide, at regeringen gør alvor af sit grønne mandat. At de gør ord til handling. Folket har talt, som man siger. Men folket har også råbt, sunget, marcheret og skrevet debatindlæg, læserbreve og appeller. Og regeringen lytter stadig ikke. Så måske var Folketingsvalget i 2019 et historisk grønt valg. Men det, der har betydning, er den førte politik efter valget. Og der har regeringen leveret et historisk demokratisk svigt.